iconfinder_palm_tree_70875.png

Hej

Velkommen til vores blog, hvor vi fortæller om vores oplevelser i bestræbelserne på at etablere en anderledes tilværelse under varmere himmelstrøg i Den Dominikanske Republik.

Bilkøb

Bilkøb

Vi har fået ny brugt bil! En Jeep Compass 2014 importeret fra USA.

Jeg ved ingenting om biler og selv om jeg har haft 5-6 biler, har køb og salg aldrig været noget, jeg har været særlig go’ til. Derfor er det også en af de ting vi har researchet mest hjemmefra og efterfølgende hernede. Indlægget er lidt langt, men det var heller ikke helt lige til at få købt vores nye bil.

Gennemgående er holdningen, at man skal passe meget på, når man køber brugt bil. Der bliver snydt med triptælleren, så det ser ud til at den har kørt færre kilometer. De er rigtig gode til at pudse bilerne op, så de ser godt ud, men måske i virkeligheden er fyldt med fejl. Der bliver importeret mange ”dårlige” biler fra USA, med skader fra oversvømmelser etc.. Alt det i kombination med vores yderst begrænsede spanske og en ukendt købs- og registreringsproces gjorde at vi var lidt spændte og ekstra opmærksomme på processen.

Jeg havde hjemmefra og hernede brugt en del tid på SuperCarros (den lokale bilbasen), så vi havde en ide om prisniveauer og hvad vi kunne få for det budget vi havde besluttet os for. Men der er ingen forhandlere i Las Terrenas, så vi måtte til en anden by for at finde en bil og hvor starter man så? Vi skrev ud i en Las Terrenas Facebookgruppe om nogen kunne anbefale en forhandler, men det fik vi ikke noget ud af.

IMG_1394.JPG

Til gengæld var der en fyr fra Cabarete, der skrev at han havde en Ford Escape til salg. Den passede på budget og forventet årgang, så vi besluttede at leje en bil og tage på weekendtur til Cabarete. Vi mødtes med sælgeren og prøvede bilen, men med den forudfattede skepsis, synes der var lidt for mange ting der ikke føltes rigtigt, så vi besluttede at springe fra.

Efterfølgende fik vi et godt råd fra vores ejendomsmægler, som selv havde købt bil for et år siden: Sørg for at tage en bil der ikke har været indregistreret endnu, for så kan de ikke lave fikserier med den, derudover skal I have en CarFax rapport, som de skal betale for at få lavet. CarFax er en amerikansk database, hvor alle værkstedsbesøg, forsikringsanmeldelser, handler etc. bliver registreret, så det giver et godt indblik i bilens stand og hvor meget den faktisk har kørt.

Vi røg tilbage på SuperCarros og skrev via sitet på ca. 15 biler, hvilket ga’ meget få reaktioner. Så vi prøvede igen og skrev til alle sammen på WhatsApp i stedet. Det ga’ nogle flere svar og resulterede i at 3 forhandlere sendte carfax rapporter til os, to sagde at vi selv skulle betale for rapporten, en var allerede solgt og resten hørte vi aldrig fra.

Med en shortlist på tre biler tog vi på kombineret bilshoppe- og fødselsdagstur til Santo Domingo.

 Den første bil vi så virkede fin, men det var en mindre forhandler, der kun talte spansk, så vi var ikke overbeviste. Videre til næste forhandler, der havde den bil der på forhånd var vores favorit og som vi i øvrigt havde kommunikeret fint med på engelsk via WhatsApp. Det virkede til at man fik mest for pengene (år, stand og kilometer) i den Jeep Compass vi havde kigget på, hvilket primært skyldtes, at den var med manuel gear i stedet for automat gear.

IMG_1390.JPG

Vi fik set og prøvet bilen og skrev så vores bud til forhandleren på WhatsApp fredag aften. Forhandleren var lukket søndag, så planen var at de skulle lave den klar i løbet af lørdagen (Malenes fødselsdag) og at vi skulle hente den ved 17 tiden, hvor han havde lavet de udbedringer vi bad om. Jeg tog en Uber derud og bilen var stort set klar, da jeg kom. Vi gjorde papirerne klar med midlertidig registreringsattest, obligatorisk kaskoforsikring og generel ejerskifte.

Jeg havde på forhånd skrevet med min advokat og aftalt at jeg måtte tage fat i hende, hvis der var noget. Så ejerskifte dokumentet, blev sendt på whatssapp og jeg fik hende til at tale med forhandleren, så han kunne forklare hende processen. Hun sagde ok og så var jeg tilfreds.

Klokken var ved at være 18 og jeg skulle bare overføre pengene fra netbank og så var jeg rullende. Jer der har læst vores bankindlæg, vil ikke være overraskede over, at min netbank selvfølgelig ikke virkede. Then what!?!

Min nye forhandlerven tænkte hurtigt og vi hoppede i en bil og susede i banken, som først lukkede kl. 19. Op til kassen med os, hvor vi bad om at lave en overførsel fra min firmakonto til forhandlerens konto, men det kunne ikke lade sig gøre. Det kræver en skriftlig anmodning og ikke mindst vores firmastempel på, hvilket jeg selvfølgelig ikke havde med.

Som jeg skrev i bankindlægget, har jeg fået kontakt til og haft møde med filialdirektøren i Las Terrenas. Det misbrugte jeg naturligvis og ringede til ham, for at få ham til at sige god for overførslen, men det var ikke nok. I stedet prøvede han, at hjælpe mig med min netbank opsætning over WhatsApp, hvilket ikke helt lykkedes. Kl. 19 fik vi så fat i en medarbejder i banken, der vidste hvad der var galt og han hjalp. Jeg skulle give mig selv en tilladelse til at lave overførslen og 10 min. senere skulle det virke. Ingen grund til at blive i banken og vente, så tilbage til forhandleren med os.

Min forhandlerven og jeg blev enige om, at vi fortjente en øl, så da vi kom tilbage, og butikken reelt havde lukket var der kolde øl og vi var klar til at lave overførslen og fejre handlen.

MEN nu fik vi en anden fejl i netbank, så vi kunne fortsat ikke gennemføre handlen. Totalt pinligt og nu var klokken ved at være 20 og Malene var alene på hotellet med ungerne på tredje time og vi havde bestilt fødselsdagsmiddag til 20.30 - heldigvis på hotellet!

Forhandleren var sød at køre mig tilbage til hotellet, en det var lidt stenet at køre rundt i Santo Domingo lørdag aften med tre gutter, jeg kun lige havde mødt. Det føltes dog på ingen måde utrygt.

Søndag tog vi i banken igen, så de kunne hjælpe med at løse problemet. De ringede lidt rundt og konstaterede, at det var en platformsting og at det ville virke senere på dagen. Vi ville køre hjem i dagslys, så vi trak den så længe vi kunne, men uden resultat. Vi måtte derfor køre de tre timer tilbage til Las Terrenas uden at have fået en bil med.

IMG_1392.JPG

Tiden sammen forhandleren var dog givet godt ud, da han tilbød at komme til Las Terrenas med bilen mandag! Totalt sejt, da vi så slap for en tur frem tog tilbage til Santo Domingo. De kom ved 15 tiden, vi tog i banken med stempel og skriftlig anmodning og fik lavet overførslen.

Hurra handlen var på plads og vi fejrede det med at drikke bajere sammen på en strandbar! 

Så hvad der startede som en proces med advarsler om, at man ikke kunne stole på nogle. Sluttede med en super serviceoplevelse og et par nye relationer i Santo Domingo!

Forhandleren (Nathaniel) er i øvrigt Drag Race mester og vil invitere os til et af hans næste race, så en spænde oplevelse venter!

Artikel i Markedsføring

Artikel i Markedsføring

7 uger henne...

7 uger henne...